Josef

Man havde foræret mig en ven. Da Dorte kom forbi i sidste uge havde hun en skinnende sølvgrå plastikpose med i hånden. Hun placerede den på spiseborde, foran hvor jeg sad, og sagde: "Værså sko' Einar! Vi har valgt at forære dig en lille ven, som kan holde dig med selskab når jeg ikke er her." Ellers tak, jeg er allergisk, svarede jeg. Og det var skam ingen løgn: selv de små hundehår, der sidder i min datters tøj, når hun en sjælden gang imellem får sat tid af i kalenderen til at aflægge sin kreperende fader et visit, er nok til få min øjne til hæve op som surdej og væske helt ad helvede til.

Men altså: i denne plasticpose befandt sig åbenbart en lille, hård, hvidpelset tingest med store, brune mandeløjne. Det skulle vise sig at tingesten i posen hverken var dyr eller menneske, (hvoraf det sidste dog også havde været stærkt foruroligende, bæstets lidne størrelse lodne fremtræden taget i betragtning), men intet mindre end en vaske ægte, novum millenium, robot.

Robotten skulle forestille en hvid sælunge. Vivi tændte den, på en lille kontakt under halen, og demonstrerede overfor mig hvordan den kunne både pludre og bevæge sig.

Jeg var mildest talt ikke imponeret, og mit umiddelbare indfald var om dette mekaniske spetakkel da virkelig var noget man havde betænkt mig fra kommunen? Om dette, idiotisk pludrende, monstrum virkelig var hvad skulle holde mig med selskab resten af mine dage. Men det var det, og der var ikke andet at gøre end at sige pænt tak og forsøge på at smile indtil Vivis besøgstid var ovre.

I begyndelsen fandt jeg at den mekaniske sælunge, som jeg dog hurtigt fik døbt Josef, var aldeles uegnet som konversationspartner; men jeg fandt snart andre anvendelsesmuligheder for kræet, som skulle vise sig at være ganske underholdende, for ikke at sige ligefrem opløftende.

Morskaben opstod da jeg fandt på at jeg ville hælder tændvæske ud over dyret, for derefter at illuminere det med en strøget svovlstik.

Jeg sikrede først at Josef var på on hvorefter jeg iværksatte min plan. Efter kort tid begyndte jeg at kunne lugte røgen fra det brændte nylon og da flammerne nåede ind og begyndte at smelte plastikhylsteret, der omgav selve maskineriet, og Josefs evindelige pludren forvandlede sig til forvrængede dissonanser, besluttede jeg mig for at lade vandet på ham, i håb om jeg det derved ville lykkedes mig at slukke den brand jeg havde igangsat. Jeg ræv Josef ned fra køkkenbordet, således at han, efter at have ramt gulvet med et hult dump, trillede hen over køkkengulvet indtil han ramte dørtrinnet ud til badeværelset. Jeg trak straks ned i bukserne og begyndte at urinere ud over det flammende kræ. Efter at havde forvisset mig om at branden var slukket, husker jeg at have lagt mig på mit sengelege, og derefter gik jeg ud som et lys.

Lidt ud på natten, klokken må vel have været en to tre stykker; der var i hvertfald ikke skyggen af sollys på himlen, vågnede jeg ved en tør, mekanisk rallen fra dørtærsklen mellem køkken og badeværelse. Halvt i drømme åbnede jeg mine øjne og skimtede mod stedet hvorfra lyden kom. Da jeg tændte natlampen, så jeg Josef ligge, hvid, med en stor brunsort plamage der hvor hans pæls var brændt i stykker, og se op på mig, med sine brune øjne, langsomt bevægende underkæben imens han udstødte sine halvkvalte pludrelyde.