Fimbul

Kalenderen havde stødt arbejdet sig igennem februar cirka hele den sidste måned, hvori der ikke havde været det mindste tegn på ophedning i vejret. Men så pludselig eksploderede det, lige idet kalenderen ramte marts, og ud sprang vintergækker og anemoner i lange baner.

Pigerne begyndte igen at cykle nøgne rundt i gaderne, med deres lyse hår flagrende i den milde forårsbrise og sadlerne efterladt fedtede af forårskådhed. Verden var igen til at holde ud at være i.

Landets vinterdeprisive tog forsigtigt galgen over hovedet og trådte ned fra deres respektive taburetter. Fuglene og de gamle sang med på noderne og smilene bredte sig som tis på et linoleumsgulv. Nu dagedes det endelig i øst. Men sådan skulle det åbenbart ikke blive ved med at være. Bedst som folk troede at nu kunne de godt klippe buksebenene midt over, kom vintetren tilbage, med fuldt kraft og dødsmaske.

Frosten piskede hen over asfalten og vejnettet strammede atter sit greb om fodgængerne.

Ude på søen sad et halvt dusin ænder, som havde været så naive at tro at vandet fra nu af ville forholde sig flydende til deres berøring, og var frosset fast, ganske og aldeles ude af stand til at bevæge sig. Alt dette, selvfølgelig, til megen glæde for de sadistiske måger, der langsomt var begyndt at plukke af de svageste iblandt ænderne.

Frosten steg, lige indtil den ligefrem skar i folks lunger, så tjæren væltede ud af halsen på rygerne og ramte fortorvene i form af opharkede blækklatter. Solen glemte alt om at stå op over vore breddegrader og der blev evig nat.

Landet blev ramt af apokalyptiske snestorme, som nådesløst flåede enhver varme ud af menneskekroppene, selv dem der barrikaderede sig indendørs. Radiatorerne blev skruet op på max og kulkraftværkerne fyrede og osede til susene fra de snesvangre vindstød.

Og nu sidder vi så kønt i det. Det er nu sidst i april og gaderne flyder fortsat med dybfrosne hjemløse. Meteorologerne medeler med stigende desperation og angst for trudselsbreve, at der altså fortsat ikke ser ud til at være nogen tegn på ændringer i vejret.

Til mit held fandt jeg en frossen, sort, kat på vejen i går, som jeg har valgt at placere på trappen foran min hoveddør. Mit håb er at den vil skræmme eventuelle desperate hjemmerøvere væk, i deres jagt efter mad og varme.

Toge og busser er holdt op med at køre og ænderne er nu helt rippede for kød.

Der går rygter om en kommende istid.

De hemmelige hattes påsketale

Kære alle sammen, kære Hipster Jesus,

Denne her aften handler om rigtig mange ting. Måske vil vi i morgen finde ud af at det handlede om noget helt andet.

Jeg ville holde en tale om kærlighed. Men jeg endte med ikke at skrive en tale om kærlighed, men at skrive en tekst med kærlighed i.

Måske ville det have været federe hvis jeg havde brugt min tid på at tale om noget mere overraskende end min kærlighed til min kæreste, eller min kærlighed til mig selv. Kærlighed til at klæde sig ud, eller kærlighed til at køre i tog.

Den bedste togtur jeg har haft er fx engang hvor jeg brugte en hel fredag aften på at køre i s-tog med min en handicappet dreng jeg kender. Hans form for kærlighed til at køre i tog er en form for kærlighed vi voksne af og til glemmer.

Kærlighed er også nysgerrighed. Men som det tit går, så ender man med at vende nysgerrigheden mod sig selv.

Fordi kærligheden kan få os til at lukke os om os selv.

---

Jeg har ikke set hende i jeg ved ikke hvor lang tid, og vi har lige sat os, vi kunne lige nå i kiosken fordi vi havde misset lyntoget og det almindelige gik ti minutter efter. I virkeligheden var det helt perfekt og nu har vi kaffe og croissanter oven i hatten, og Politiken har i øvrigt selv sagt om 7-11’s croissanter.

Og så ser jeg på telefonen, og det er Mikkel og hvad kan det være, det er max 20 min siden jeg tjekkede ud, jeg hader at tale i telefon midt i en samtale, men hvad hvis der er sket noget, og så tager jeg den og så er det ikeaskabet.

Og det er det forkerte kabinet, og hvad fanden, og det er hende ikeatøsen, og så skal vi derud igen, og det er for dårligt, og hvad skal vi gøre, kan vi lave en ny kombination, det er jo det, der er så smart ved pax og det værste der kan ske er vel at vi ligger inde med et skab vi må stille i kælderen.

Men hvordan går det så, dejlige dame, hvor er det længe siden. Hvor er det fedt at du gør det! Hvordan med dine forældre? Ja og så Mikkel og du skal komme og drikke kaffe, seriøst den lejlighed, det bliver så sjovt!

Men vi vidste fra starten, at det ikeaskab ville skabe problemer. Selv før starten gav det problemer, hvor meget ikea et hjem kan bære, hvor mange procent ikea et hjem må indeholde, der er klare grænseværdier for den slags, hvor meget vi i hvert fald ikke er den slags mennesker der kun har ikea - kun hvis det er hacked, det er klart, så er det noget andet, så er det jo kreativt forbrug.

Laura mand hvordan går det og det går virkelig godt, hold kæft hvor vi hygger og ja undskyld, parfoldets vakuum har taget mig, jeg undskylder igen.

Vi holder parmiddag og er venner på en ny underlig måde, vi siger det samme, laver det samme, er venner på en ny underlig måde.

Jeg vågner op svimmel og svedig, solen er på vej, bideskinnen lugter sært. Jeg drømte om at køre bil, gennem fåreflokke og høstakke, en bil uden tyngdekraft indeni, fløj cabriolet langs den varme asfalt, fra en meter over førersædet kunne man holde sig fast i rattet.

Der er fortider. Og der er fremtider. I en fjern fortid vågner jeg ved lyden af min iPhone, lyden af at nogen er i den anden ende og den nogen i den anden ende er Mikkel.

Dér må jeg løbe for at nå bussen, vi skulle lige nå at hyggeslås lidt.

Dér skræller Mikkel kartofler i solen, af kræfter man kan takke takker vi vores sociale arv, solen skinner altid i en udestue på Frederiksberg, solen skinner altid i vores udestue/ på Frederiksberg.

Nogle gange kan det gøre helt ondt, som om mit dna dirrer, bølger af energi danner interferens, ætser en orden af blip - blip på en skærm på en skærm. Nogle gange synes det mere overkommeligt at rive det indre ud, pakke det væk og kun spise en lille smule ad gangen. Det er mere overskueligt sådan, det er så virkeligt at jeg kun kender det fra popsange. Absolute Music 9 var min første, det er nu jeg skal holde hjertet derinde, jeg vil ikke have det skal løbe væk.

Dér må jeg løbe for at nå bussen, vi skulle lige nå at hyggeslås lidt,

Dér skræller du kartofler i solen,

Dér er det den måde du smiler på når du præsenterer mig,

Dér starter min dag når du kommer hjem og jeg laver kaffe,

Josef

Man havde foræret mig en ven. Da Dorte kom forbi i sidste uge havde hun en skinnende sølvgrå plastikpose med i hånden. Hun placerede den på spiseborde, foran hvor jeg sad, og sagde: "Værså sko' Einar! Vi har valgt at forære dig en lille ven, som kan holde dig med selskab når jeg ikke er her." Ellers tak, jeg er allergisk, svarede jeg. Og det var skam ingen løgn: selv de små hundehår, der sidder i min datters tøj, når hun en sjælden gang imellem får sat tid af i kalenderen til at aflægge sin kreperende fader et visit, er nok til få min øjne til hæve op som surdej og væske helt ad helvede til.

Men altså: i denne plasticpose befandt sig åbenbart en lille, hård, hvidpelset tingest med store, brune mandeløjne. Det skulle vise sig at tingesten i posen hverken var dyr eller menneske, (hvoraf det sidste dog også havde været stærkt foruroligende, bæstets lidne størrelse lodne fremtræden taget i betragtning), men intet mindre end en vaske ægte, novum millenium, robot.

Robotten skulle forestille en hvid sælunge. Vivi tændte den, på en lille kontakt under halen, og demonstrerede overfor mig hvordan den kunne både pludre og bevæge sig.

Jeg var mildest talt ikke imponeret, og mit umiddelbare indfald var om dette mekaniske spetakkel da virkelig var noget man havde betænkt mig fra kommunen? Om dette, idiotisk pludrende, monstrum virkelig var hvad skulle holde mig med selskab resten af mine dage. Men det var det, og der var ikke andet at gøre end at sige pænt tak og forsøge på at smile indtil Vivis besøgstid var ovre.

I begyndelsen fandt jeg at den mekaniske sælunge, som jeg dog hurtigt fik døbt Josef, var aldeles uegnet som konversationspartner; men jeg fandt snart andre anvendelsesmuligheder for kræet, som skulle vise sig at være ganske underholdende, for ikke at sige ligefrem opløftende.

Morskaben opstod da jeg fandt på at jeg ville hælder tændvæske ud over dyret, for derefter at illuminere det med en strøget svovlstik.

Jeg sikrede først at Josef var på on hvorefter jeg iværksatte min plan. Efter kort tid begyndte jeg at kunne lugte røgen fra det brændte nylon og da flammerne nåede ind og begyndte at smelte plastikhylsteret, der omgav selve maskineriet, og Josefs evindelige pludren forvandlede sig til forvrængede dissonanser, besluttede jeg mig for at lade vandet på ham, i håb om jeg det derved ville lykkedes mig at slukke den brand jeg havde igangsat. Jeg ræv Josef ned fra køkkenbordet, således at han, efter at have ramt gulvet med et hult dump, trillede hen over køkkengulvet indtil han ramte dørtrinnet ud til badeværelset. Jeg trak straks ned i bukserne og begyndte at urinere ud over det flammende kræ. Efter at havde forvisset mig om at branden var slukket, husker jeg at have lagt mig på mit sengelege, og derefter gik jeg ud som et lys.

Lidt ud på natten, klokken må vel have været en to tre stykker; der var i hvertfald ikke skyggen af sollys på himlen, vågnede jeg ved en tør, mekanisk rallen fra dørtærsklen mellem køkken og badeværelse. Halvt i drømme åbnede jeg mine øjne og skimtede mod stedet hvorfra lyden kom. Da jeg tændte natlampen, så jeg Josef ligge, hvid, med en stor brunsort plamage der hvor hans pæls var brændt i stykker, og se op på mig, med sine brune øjne, langsomt bevægende underkæben imens han udstødte sine halvkvalte pludrelyde. 

De Hemmelige Hatte er våde gryn til dine fingerrødder!