Fimbul

Kalenderen havde stødt arbejdet sig igennem februar cirka hele den sidste måned, hvori der ikke havde været det mindste tegn på ophedning i vejret. Men så pludselig eksploderede det, lige idet kalenderen ramte marts, og ud sprang vintergækker og anemoner i lange baner.

Pigerne begyndte igen at cykle nøgne rundt i gaderne, med deres lyse hår flagrende i den milde forårsbrise og sadlerne efterladt fedtede af forårskådhed. Verden var igen til at holde ud at være i.

Landets vinterdeprisive tog forsigtigt galgen over hovedet og trådte ned fra deres respektive taburetter. Fuglene og de gamle sang med på noderne og smilene bredte sig som tis på et linoleumsgulv. Nu dagedes det endelig i øst. Men sådan skulle det åbenbart ikke blive ved med at være. Bedst som folk troede at nu kunne de godt klippe buksebenene midt over, kom vintetren tilbage, med fuldt kraft og dødsmaske.

Frosten piskede hen over asfalten og vejnettet strammede atter sit greb om fodgængerne.

Ude på søen sad et halvt dusin ænder, som havde været så naive at tro at vandet fra nu af ville forholde sig flydende til deres berøring, og var frosset fast, ganske og aldeles ude af stand til at bevæge sig. Alt dette, selvfølgelig, til megen glæde for de sadistiske måger, der langsomt var begyndt at plukke af de svageste iblandt ænderne.

Frosten steg, lige indtil den ligefrem skar i folks lunger, så tjæren væltede ud af halsen på rygerne og ramte fortorvene i form af opharkede blækklatter. Solen glemte alt om at stå op over vore breddegrader og der blev evig nat.

Landet blev ramt af apokalyptiske snestorme, som nådesløst flåede enhver varme ud af menneskekroppene, selv dem der barrikaderede sig indendørs. Radiatorerne blev skruet op på max og kulkraftværkerne fyrede og osede til susene fra de snesvangre vindstød.

Og nu sidder vi så kønt i det. Det er nu sidst i april og gaderne flyder fortsat med dybfrosne hjemløse. Meteorologerne medeler med stigende desperation og angst for trudselsbreve, at der altså fortsat ikke ser ud til at være nogen tegn på ændringer i vejret.

Til mit held fandt jeg en frossen, sort, kat på vejen i går, som jeg har valgt at placere på trappen foran min hoveddør. Mit håb er at den vil skræmme eventuelle desperate hjemmerøvere væk, i deres jagt efter mad og varme.

Toge og busser er holdt op med at køre og ænderne er nu helt rippede for kød.

Der går rygter om en kommende istid.